Louise´s profile

Reviews (2)

Føniks A/S

Elendig service!

I 2005 købte jeg en bærbar PC hos Føniks Computer. Bestillingen via www.fcomputer.dk gik fint, og jeg kunne selv vælge til og fra i konfigurationen. Jeg valgte at få isat ekstra RAM, og hentede selv computeren i butikken på Frederiksberg.

Ved den aftalte afhentning 2 uger efter bestillingen var computeren dog endnu ikke klar, og jeg måtte vende tilbage senere på dagen.

Computeren virkede uden problemer indtil knap et år senere, hvor harddisken pludselig gik ned... Dødærgerligt, men da det jo var en hardwarefejl, havde jeg jo reklamationsret, og jeg henvendte mig til Føniks for at få harddisken udskiftet.

Reparationen tog knapt 3 måneder, og som studerende var jeg naturligvis noget fortabt uden min computer. Da jeg ikke lige forudså, at reparationen ville tage så lang tid, var jeg ikke opmærksom på at forlange at låne en erstatningscomputer, selvom de naturligvis havde været forpligtet til at tilbyde en sådan.

Da jeg på daværende tidspunkt boede i udlandet, havde jeg kun mulighed for at rykke via telefon og e-mail, og det gjorde jeg ivrigt. Mine e-mails blev yderst sjældent besvaret, og i telefonen fik jeg undvigende svar, men langt om længe fik jeg en aftale i stand om en dato, den reparerede computer ville kunne hentes, og jeg fik som berettiget endelig harddisken skiftet. I den forbindelse fortalte en medarbejder mig, at de gerne ville have lov til at skifte mit DVD-drev samtidig, da der åbenbart også var begyndende problemer med det - og her betalte jeg kun for merprisen på det nye drev.

Da jeg langt om længe blev genforenet med min computer i udlandet, blev det klart, at der under reparationen var sket en ny fejl - tastaturet sad pludselig ikke rigtigt fast, det gav sig synligt, og kun få taster virkede.

På dette tidspunkt var jeg så træt af Føniks og hele situationen, at jeg i forbindelse med en tur hjem til København kort efter personligt var inde og foreligge dem sagen. Jeg foreslog dem, at de ombyttede hele computeren, eller lod købet gå tilbage, men de nægtede begge dele. Efter et længere ophold i butikken, fik de dog skilt computeren ad og rettet fejlen på tastaturet.

Jeg har nu nye problemer med skærmen, som i perioder flimrer helt uudholdeligt, men min reklamationsperiode er nu udløbet.

Min tillid til Føniks er så lav, at jeg absolut ikke vil anbefale dem til nogen. Naturligvis kan man være heldig, at den hardware, man får, virker uproblematisk, men da jeg selv har haft 3-4 uafhængige fejl på min bærbare, ved jeg ikke, om dette er sandsynligt. Og er det ikke tilfældet, er det en enormt omstændelig proces at få gjort noget ved det.

Morten Lassen, Emil Baulund, André Sørensenand benne found this review useful

Bookdepository

Stadig fuldt tilfreds efter et par års brug

Over de sidste par år har jeg adskillige gange benyttet www.bookdepository.co.uk, da deres priser ofte er mærkbart lavere, end hvad www.amazon.co.uk kan tilbyde - og så leverer de jo til Danmark ganske gratis!

Jeg har i alt købt 15-20 bøger fra www.bookdepository.co.uk og har faktisk aldrig haft en dårlig oplevelse. Bestiller man flere bøger samtidig, sendes de automatisk separat - og stadig gratis - og leverancen forsinkes dermed ikke, hvis en enkelt bog f.eks. har længere leveringstid end de øvrige. Det er min erfaring, at leveringstiden fint svarer til, hvad der loves, og bestillingsprocessen er overskuelig og ukompliceret.

En enkelt gang har jeg oplevet, at en bog, jeg havde bestilt, alligevel ikke var på lager, og selvom det selvfølgelig var ærgerligt, var deres kundeservice hurtig til at forklare mig situationen, og mine penge blev straks ført tilbage.

Med andre ord kan jeg sagtens anbefale www.bookdepository.co.uk, specielt hvis man ved, hvad man går efter.

Louise´s profile

profile image of Louise
Louise
Reviewer
Denmark

About