Kristian´s profile

Reviews (22)

Tss Travel

Middelmådig pakkerejse fra tvivlsomt firma

Jeg må indrømme jeg forstår ikke alle de gode anmeldelser af TSS travel her på trustpilot, men ens oplevelse af turen afhænger åbenbart meget af hvilke guide man får og hvor mange problemer han skaber for en, og hvor vidt man er villig til at betale for alle tillægspakker eller ej.

Vi havde valgt at tage turen til Kappadokien i apostlenes fodspor. Vores guide meddelte os i busen fra lufthavnen at alle skulle betale for begge tillægspakker, og at sådan var det bare. Herefter udspillede der sig en ret ubehagelig episode i bussen hvor guiden forsøgte at tysse på os der ikke bare ville finde os i at skulle betale for noget vi ikke havde tænkt os at betale for. To af de rejsende i vores gruppe havde faktisk slet ikke tænkt sig at købe nogle af pakkerne, og resten ville nøjes med kulturpakken. I sidste ende fik guiden overbevist os om at vi ikke havde noget valg, og vi indstillede os herefter på at købe begge pakker næste dag, selv om det var meget imod vores vilje.

Næste dag talte vi med nogle andre danskere, der havde haft en lign. oplevelse med deres guide, men som så til sidst havde fået lov til kun at købe pakken med entré og aftensmad. Bevæbnet med denne nye viden, gik vi igen til vores guide under infomødet på dag to, og efter en flere timer lang diskusion med trusler om at vi ikke kunne komme med bussen og bare ville blive parkeret på hotellet, gav han sig, og vi slap for at betale frokostpakken. Truslerne var i øvrigt tomme trusler. Hvad sker der lige for det? Vi talte med nogle andre danskere der havde oplevet det samme, og deres guide havde virket decideret fysisk truende. Men en anden gruppe havde haft en dansk-tyrkisk guide fra Odense som åbenbart ikke var så slem, så det er åbenbart lidt tilfældigt hvor uheldig man er.

Vores guide var ret kølig over for os de efterfølgende dage, men blødte dog noget op igen da vi kom til Kappadokien, specielt efter at folk havde købt tæpper på tæppefabrikken. Det var virkelig en skam at vi var nødt til at tage denne konflikt, for han virkede ellers flink nok, og havde mange spændende ting at fortælle under turen omkring tyrkisk kultur. Hans engelsk var dog langt fra flydende, og nogle gange havde vi ret svært ved at forstå hvad han sagde. Derudover var han ret uforskammet når man spurgte ind til programmet, og det var nærmest umuligt at for at vide præcist hvad der skulle ske dag for dag. Det var tydeligt at han ikke ville fortælle os mere end højest nødvendigt.

Mht. alle de obligatoriske besøg på tæppe-, smykke- og læderfabrikker, ja, så synes jeg ærligt talt det er noget møj. Hvis man gerne vil være fri for sælgere, kan man selvfølgelig bare finde udgangen og sætte sig til at vente ved bussen, men det er stadig godt en halvanden dag man ender med at bruge på fabriksbesøg på en tur der skulle forestille at være en kulturrejse. Til sammenligning fik vi under to timer til fri disposition i Antalya, men to af fabrikkerne den samme dag kostede os over seks timer inklusiv frokostpause. Spild af tid. Tag en god bog med så du har noget at bruge tiden på imens dine medrejsende køber dyre tæpper og smykker.

Maden på hotellerne er også middelmådig. Jeg er glad for at vi droppede frokostpakken, for den bedste mad fandt vi faktisk når vi var ude og lede efter frokost på egen hånd imens de andre sad og spiste ved endnu en gennemsnitlig frokostbuffet. Det var også det eneste tidspunkt hvor vi fik mulighed for at møde de lokale og opleve tyrkerne udenfor de gængse turistområder, og det var ganske fornøjeligt. De lokale er generelt meget høflige og muntre mennesker -- dog taler de stort set intet engelsk. Jeg ville ønske der havde været mere tid til at gå på den slags opdagelser.

Når det så er sagt, havde vi stadig en ganske fin tur med nogle rigtig gode oplevelser, specielt i Kappadocien hvor landskabet er fantastisk, og hvor der er rigtig mange spændende kulturoplevelser med underjordiske huler og byer. De bedste oplevelser herudover havde vi når vi stak af fra bussen og gik rundt på egen hånd. Et par i vores gruppe valgte faktisk at stikke helt af et par gange, og selv finde tilbage til hotellet efter at have været ude og opleve ting. Vi mistænker vores guide for at flytte fabriksbesøgende til tidligt på dagen, efter at han fandt ud af, at folk havde det med at fordufte op af dagen.

I sidste ende giver jeg TSS Travel to stjerner, fordi de gode oplevelser var gode, og fordi man trods alt får meget for pengene. Jeg ville dog ønske deres salgsmateriale ikke var så vildledende, og deres guider ikke var så svingende i kvalitet. Mht. til salgsmøderne, kan jeg forstå at det kan være svært at undgå i en pakkerejse, men jeg finder dem usmagelige uanset, og det vil altid trække ned i min karakterbog. Jeg betalte gerne ekstra for helt at undgå dem, så tiden kunne bruges på noget mere interessant.

Suitzoo

God kvalitet - præcist som lovet

Var lidt bekymret for at smide så mange penge efter et suit på nettet, men heldigvis passer det perfekt og er i meget god kvalitet. Leveringen var der heller ingen problemer med - suitet kom præcist fire uger efter det var bestilt. Jeg vil bestemt overveje at bruge suitzoo igen hvis der skal flere suits i min garderobe.

Rombo.dk

Altid en fornøjelse

Varene kommer hurtigt, gode tilbud i nyhedsmail, god hjemmeside. Kan anbefales.

Billetnet A/S

Bliver spammet med nyhedsbreve og kan ikke slette konto

Jeg får jævnligt nogle nyhedsbreve fra billetnet i min mailboks som jeg ikke har bedt om. Hver går logger jeg ind for at framelde mig deres mailing lists, men der går sjældent mere end en uge før jeg begynder at få nyhedsbreve igen. Til sidst blev jeg så træt af det, at jeg loggede ind med det formål at få slettet min profil - men det kan man åbenbart ikke.

Elgiganten.dk

Rod med lageret og træls udlevering af varer

Jeg bestilte en Huawei Honor til noget "Collect @ Store", troppede eftefølgende op i Elgiganten Tilst og betalte for min nye telefon ved kassen. Det var en tralv dag derude, og jeg fik at vide at jeg nok hurtigst kunne få den udleveret ved at stille mig i kø ved vareudleveringen.

Men øh, efter at have stået i kø der en halv time bag en bunke folk, som alle stod i kø med returvarer eller ting de ikke kunne få til at virke, fik jeg så at vide, at jeg burde være gået over til deres telefonafdeling i stedet. Det gjorde jeg så, og her fik jeg så at vide, at telefonen rent faktisk ikke var på lager - hvilke jo er interessant, når jeg nu allerede har betalt for den. Fejl i systemet åbenbart, noget med et "annulleret salg" som jeg ikke helt fik fat i.

Den flinke sælger ringer så til Viby for at høre om Elgiganten der har den på lager, og det har de. De næste 10 minutter går så med at få lavet en ny kvittering til mig, som jeg så kan køre ned til Viby for at få telefonen udleveret. Baseret på tidligere erfaringer, beslutter jeg mig så for at stille mig i kø direkte ved deres telefonafdeling, og det giver pote. 10 minutter efter har jeg endelig fået telefonen.

"Collect @ Store"-konceptet forstår jeg ikke helt. Hvorfor ikke finde varen frem med det samme og stille den klar til udlevering, eventuelt sende automatisk mail til kunden når det er sket? Ville da spare en masse tid for alle parter. Som er det nu, kan man lige så godt bare møde op og købe den på normal vis.

18 July 2012

Reply from Elgiganten A/S

Kære Kristian

Jeg beklager at varelageret i Tilst ikke har været opdateret og at du forgæves har stået og ventet, på noget der ikke er der
Det er bestemt ikke vores hensigt at butikkens lager ikke er opdateret, der skal være vare på lager, ellers skal det ikke kunne være muligt at lave en Collect@Store ordre til den pågældende butik.
Når vi høre om den slags oplevelser som du har haft ,så gør det os opmærksomme på, at vi stadigvæk kan blive bedre - og det arbejder vi hårdt på hver dag. Derfor er jeg glad for at du har givet dig tid til at skrive denne feedback til os, som jeg vil videregive til Tilst afdelingen.

Med venlig hilsen
Lani, kundespecialist
Elgiganten DK

SmartGuy.dk

Altid godt tilfreds

Jeg har brugt smartguy i snart 10 år tror jeg, og har altid været godt tilfreds. De seneste par år er det endda blevet endnu nemmere at bytte, da man bare får en byttemærkat med. Hjemmesiden er også gået hen og blevet en af de bedste blandt de danske webshops jeg kender, nemt at søge og nemt at få overblik. Jeg bruger smartguy.dk til de ting jeg ikke lige så nemt kan finde i byen når jeg shopper tøj.

Viaplay

Hvis det så bare virkede ....

Jeg kan godt lide idéen med viaplay.dk, men der er for mange problemer med den nuværende version. I tilfældig rækkefølge:

* Android-app'en virker stort set ikke. Fx kan man ikke logge ind fra en Galaxy Tab 10.1. Menu-systemet i app'en er også elendigt.
* Det er lidt tilfældigt hvilke afsnit der virker. Masterchef Ukendte afsnit 6 virker ikke nogen steder hvor jeg har prøvet, men andre tilfældige afsnit jeg har prøvet rundt omkring afspiller fint.
* Skidtet virker selvfølgelig ikke i Linux - heller ikke med Moonlight.
* Jeg savner en liste over alle serier der udbydes. Det er nemt nok at finde nye ting og populære ting, men det er nærmest umuligt at få et mere generelt overblik over udbudet. Bare en lang liste ville have været fint.

Postdanmark

Godt tilfreds

Har tidligere skrevet en lidt negativ anmeldelse af post danmark pga. nogle spam mails der ikke gav mening, men jeg har må indrømme at jeg har været ret godt tilfreds med dem de sidste par år, så derfor har jeg valgt at opdaterer anmdelsen og give dem fem stjerner.

Især synes jeg deres kundeservice er ret fin (chatten i hvert fald), og som hyppig bruger af døgnposten synes jeg også det er blevet ret nemt at få sine pakke når man har lyst. Nu mangler de bare at gøre det der eposthuset endnu bedre, for det har stadig haltet lidt de sidste par gange jeg har været inde på det.

Workoutshop

Udmærket handel

Alt forløb som planlagt. Vil bestemt bruge workoutshop igen.

Nordania

FDM Billån

Jeg kender kun Nordania i forbindelse med det FDM billån jeg fik til min nye bil i oktober, 2011. Processen var en tand mere bøvlet end hvis man havde taget lånet hos forhandleren eller hos ens egen bank, men besparelsen var det værd. Og nu hvor man kan søge online frem for at skulle faxe eller sende med post, bliver det unægteligt noget simplere at ansøge. Jeg fik god vejledning over telefonen, og blev ringet op når der lige var noget de manglede at få fra mig. Pengene stod på kontoen dagen efter at de havde modtaget den sidste underskrift. Så jeg har ikke noget at klage over. Havde man også været kunde i Danske Bank, var det nok gået endnu nemmere.

Perchs

Rigtig fin butik

Jeg handler regelmæssigt hos perchs for at få fyldt te-lageret op, og der er aldrig problemer med det. Hurtig levering og godt pakket ind. Jeg har endda oplevet at få mere te end jeg bestilte, så det er kun fint :)
At klikke rundt på deres webside imellem produkt-kategorier kunne dog være lidt bedre.

Cykelpartner.dk

Udmærket handel

Jeg har handlet der en enkelt gang, og alt gik som det skulle, så ville da bestemt bruge cykelpartner.dk igen.

iMusic

Godt tilfreds

Jeg fik hvad jeg bestilte, om selv om varen kun var forsinket med en ekstra dag, modtog jeg alligevel dagen før en mail om at den ville blive lidt forsinket. Informationsniveauet på ens ordre er godt.

Komplett.dk - Trusted by geeks since 1996

For det meste et godt sted at handle

Jeg har handlet flere gange ved komplett.dk, og for det meste går det godt. Deres hjemmeside svarer hurtigt og er nem at finde rundt på, ordreafgivelse er problemfrit, og tingene kommer altid efter to dage med post danmark. Og så er det som regel også billigt.

Ved mine seneste ordre var der dog et problem - et grafikkort var blevet byttet ud med en ekstra strømforsyning, og det opdagede jeg selvfølgelig først efter lukketid om fredagen. Jeg kontakter dem mandag om at få pengene tilbage for grafikkortet (jeg har købt det et andet sted i løbet af weekenden), og tilbyder endda at sende den ekstra strømforsyning tilbage til dem på egen regning. Ingen problem, retursagerne bliver oprettet, og de modtog strømforsyning tirsdag.

Da der endnu intet er sket fredag, forhører jeg mig om, hvad det er der trækker tiden ud. Fra deres support får jeg bare en one-liner: "Den venter på at blive behandlet af en teknikker."

Okay så, jeg giver dem indtil næste tirsdag, hvor jeg kontakter dem igen. Her kan de så fortælle at de ikke kan finde den strømforsyning jeg havde sendt tilbage til dem! Den dukker dog op senere på dagen, og to dage efter har jeg endeligt fået pengene tilbage for det grafikkort jeg aldrig fik.

Komplett er for det meste er udmærket sted at handle, men man skal lige være opmærksom på at deres sagsbehandling ved retursager og lign. ikke altid er helt optimal.

Dvdoo

Perfekt

Fik hvad jeg bestilte til tiden, alt gik glat. Ville bestemt bruge dvdoo igen.

Photoshop

Findes ikke bedre

Photoshop.dk er gået hen og blevet en af mine favorit-onlinebutikker. Jeg har handlet der tre gange, og hver gang får jeg varene hurtigt 1-2 dage efter. Informationen er god, med mail både når ordre modtages og afsendes. Deres hjemmeside er nem at finde rundt på, og produkbeskrivelserne er altid fornuftige og fyldstegørende. Jeg har også på et tidspunkt fortrudt et køb, hvor jeg måtte sende varen tilbage. Der gik kun 48 timer inden pengene var tilbage på min konto, så det kunne nærmest ikke have gået hurtigere. Fem stjerner herfra.

Posterland

Fik aldrig varen

Jeg kan desværre ikke anbefale posterland.dk. Jeg bestilte en række plakatter sidste forår (marts 2009, tror jeg), men modtog dem aldrig. Så vidt jeg kan se modtog jeg en email om at de var blevet forsinkede, fordi de skulle bestilles hjem, og så hørte jeg aldrig mere fra dem. Jeg fik heller aldrig nogen ordrebekræftelse per mail, hvilket faktisk gør, at jeg i dag ikke er helt sikker på hvad jeg bestilte. Derudover kan jeg nævne, at min bror også forsøgte at få nogle plakatter hjem fra dem uden det store held.

Århus PC-Lager ApS

Udmærket hardware-shop

Jeg har handlet en del ved PC-lager igennem de sidste 3-4 år, og altid været tilfreds. Jeg har dog aldrig haft brug for at lave RMA på noget af det hardware jeg købte, og bruger dem heller ikke til rådgivning, da jeg som regel sætter mig grundigt ind i tingene ind jeg handler. Så de to ting kan jeg ikke give en vurdering af, men hvis man bare bruger dem til at indkøbe noget hardware i ny og næ, er de rigtig fine. Jeg henter altid varene i deres lokale shop, frem for at få dem tilsendt, da jeg bor i nærområdet.

Buydomains

Middelmådigt hosting-firma er blevet til svindlere

Har oplevet fuldstændigt det samme som mange andre herinde, men har dog kun mistet 600 kr. på deres mange fremtidige fakturaer. Så jeg ligger ikke ligefrem søvnløs over det. Men 0 stjerner burde være max for dem.

Annewinthershop

Udmærket

Bestilte sådan en Hot Neck Wild Thing-varmepude og fik den sørme med posten to hverdage efter. Jeg er godt tilfreds.

Danskdatasalg

Fin handel

Købte en 13" laptop-sleeve. Den kom dagen efter, så jeg kan kun være tilfreds. Varen var præcist som forventet, og fint pakket ind.

Kristian´s profile

profile image of Kristian
Kristian
Reviewer
Male, 1983
Aarhus, Denmark

About

IT-konsulent i Aarhus-området.