Katrine´s profile

Reviews (1)

Interstudies

Skotland

Mit High School ophold skulle være mit livs skoleoplevelse – det blev det også, men ikke på den positive måde jeg troede. Interstudies har ikke styr på de familier, de sender eleverne ud til!!!

Jeg ønskede oprindeligt at rejse til USA, og da jeg fra en anden organisation havde fået at vide, at det kunne give problemer for min indrejse i USA, at jeg har astma, var jeg meget omhyggelig med at gøre Interstudies klart, at jeg netop har astma. Jeg fortalte dem også, at jeg havde undersøgt det hos en anden organisation, og hvilken besked jeg havde fået. Interstudies forsikrede mig om, at det ikke ville være noget problem hos dem, og glad var jeg. Netop da ansøgningsfristen til ungdomsuddannelser i Danmark var udløbet, fik jeg besked fra Interstudies om, at de ikke kunne få mig til USA. Jeg valgte derfor Skotland, som ikke havde problemer med at modtage mig.

Jeg havde kontakt til familien i Skotland før jeg rejste, men fik mig noget af en overraskelse, da jeg ankom og så, at jeg var en ud af 5 studerende, de havde boende. Da huset var meget lille, betød det, at for at få plads til alle, var de to døtre i huset rykket ind til moren i familiens soveværelse, og faren sov i stuen. Allerede der fik jeg indtryk af, at det var noget af en industri for familien at have udenlandske studerende boende – familien tog kun studerende ind for pengenes skyld.

Jeg boede i et socialt dårligt kvarter, hvor jeg følte mig utryg. Det var familien også. Derfor fik jeg som opgave at hente familiens ene datter ved bussen, fordi familien ikke turde lade hende gå alene hjem fra hendes fritidsinteresse.

Min områdeleder, som jeg skulle kontakte, hvis jeg ikke har det godt, var desværre veninde med min værtsmor. Hun fortalte alt det til hende, som jeg havde bedt om skulle være fortroligt. Både hun og min værtsmor talte utroligt negativt og dårligt om de andre studerende, når de ikke var der. Så jeg fik helt sikkert samme tur, når jeg ikke lige var i huset. Samtidig truede min områdeleder mig med, at hvis jeg var utilfreds, kunne hun da også bare få mig flyttet ud i den anden ende af byen, så jeg ville få mere end en time til skole.

Det der fik mig til at holde ud længe, var tre lærere fra skolen, som var rigtig rare. Den ene tog mig og en anden dansk pige med på tur i Edinburgh og omegn og foreslog at tage med ud og købe promkjoler når den tid kom. Den kontakt var min værtsmor meget fornærmet over – nok fordi hun fik dårlig samvittighed.

For der var ikke meget skotsk kultur at opleve i hjemmet, medmindre det er specielt skotsk kun at spise færdige dybfrostretter. Hver især valgte sin egen ret, når de syntes de var sultne, og tøede den op i mikrobølgeovnen.

Det viste sig, at min værtsfar var alkoholiker og ofte kom fuld hjem kl. fire om eftermiddagen. Han rendte bl.a. rundt en aften uden bukser på, fordi han havde skidt i dem, og konen prøvede at skifte ham. Det var medvirkende til, at jeg efter 5 måneder skiftede værtsfamilie. Min roommate fra Tyskland holdt kun 3 måneder.

Selv om jeg var glad for skolen, valgte jeg at skifte til Irland, fordi jeg ellers skulle blive ved med at have den samme områdeleder, som slet ikke uddannet til at have med unge mennesker at gøre og i øvrigt blev meget fornærmet og perfid, hvis man prøvede at fortælle, at noget var galt. Interstudies holdt hånden over hende og mente, at det var de studerende, der ikke var imødekommende og åbne.

De sidste 5 måneder boede jeg som sagt i Irland. Der fik jeg heldigvis en helt anden oplevelse. Det var en rar værtsfamilie, hvor jeg det meste af tiden var den eneste studerende. Ind imellem havde de 4 studerende fra Frankrig boende, men jeg havde eget værelse, så det var kun hyggeligt. Maden var hjemmelavet og frisk. Områdelederen tog jævnligt kontakt med mig. Jeg var ikke helt så glad for skolen som i Skotland, men det skyldtes måske, at det med så kort varsel i december, ikke var muligt at finde det rigtige faglige niveau. Lærerne og eleverne var rare at omgås.

Louis, Mathilde Knudsenand Andreas Melhede found this review useful

Katrine´s profile

profile image of Katrine
Katrine
Reviewer
Female, 1999
Denmark

About