Tobias Schmidt´s profile

Reviews (32)

Sofakompagniet

Godt design, super kundeservice og fantastisk pris!

Definitionen på de fem stjerner lyder : "Perfekt - ingen forbehold, jeg vil anbefale sofakompagniet.dk til alle." - og den definition kan jeg uden at tøve stå inde for!

Efter at have ledt efter en retro-sofa i lang tid, der bare var til at komme i nærheden af prismæssigt, blev jeg gjort opmærksom på sofakompagniet.dk, da jeg så én af deres sofaer hos en ven. Samme aften var jeg hjemme og gå hjemmesiden efter og fandt efter kort tids søgen lige den sofa (Herman) det skulle være og det til en 1/3 af prisen af, hvad jeg ellers havde troet, jeg var nødt til at betale for en designersofa.

Jeg endte også med at bestille samme aften, jeg modtog en ordrebekræftelse kort derefter og var positivt overrasket over, at jeg ikke engang skulle lægge et depositum - betaling ved levering og fortrydelsesret. Så var det OK, at jeg ikke fysisk kunne se og sidde i lige præcis dén sofa jeg bestilte.

Præcis 6 uger efter jeg bestilte kom først en mail og et par dage efter et venligt opkald fra Eigil, der styrer lageret i Korsør for sofakompagniet.dk, der kunne fortælle, at min sofa var klar til afhentning. Havde jeg vidst, at det var Eigil, der stod for koordinering og levering af sofaen, så havde jeg nok valgt at få den leveret af ham, for mere venlig og positiv et menneske tror jeg man skal lede lang tid efter. Han var, da jeg nu havde valgt selv at hente sofaen, meget fleksibel ift., hvornår jeg kunne komme og afhente den. Han skulle lige ha' besked om, hvornår jeg kom, så han selv kunne nå at komme ned på lageret, hvis han nu ikke var der.

Sofaen er af absolut god kvalitet, finish og syninger er pæne og man sidder godt i den. Benyt dog muligheden for at bestille gratis stofprøver! Jeg blev, heldigvis positivt, overrasket over, at stoffet "antracit" er en kende blå i farven.

Hele oplevelsen har absolut været så positiv, at det godt kan være, at der ikke går lang tid, inden jeg skal prøve en anden af deres sofaer...

Isenkrammeren

Fremover vil jeg altid lige gå forbi isenkrammeren.dk...

Jeg bestilte tre varer fra isenkrammeren.dk sent om aftenen d. 22/1 og modtog hurtigt en bekræftelse på købet via e-mail.

Dagen efter d. 23/1 omkring middag fik jeg en e-mail fra Vinni hos isenkrammeren.dk, der kunne fortælle, at varerne nu var afsendt (fragten er forresten gratis!).

D. 24/1 havde jeg varerne, forsvarligt pakket ind i bobleplast.

Se sådan skruer man en god købsoplevelse på nettet sammen :)

Danmarks kuverter

Danmarks kuverter burde vist kalde sig Englands kuverter...

Lad dig ikke narre af, at hjemmesiden er skrevet på dansk og at selskabet kalder sig Danmarks kuverter - det er engelsk og deres ordrer sendes fra England!

Jeg skulle bruge nogle specielle kuverter og tog derfor "chancen" og bestilte dem en uge før jeg skulle bruge dem og troede dermed, at de ville kunne nå at ekspedere ordren, så jeg havde den indenfor ca. 3 arbejdsdage efter bestilling. Jeg skulle bruge 10 kuverter, så det var ikke en ordre, der krævede specielle former for levering.

Er du indstillet på at vente 5-6 arbejdsdage på dine kuverter mm., så skal de nok dukke op, men skal du bruge dem rimelig hurtigt, så er kuvert.com ikke stedet.

Og vær opmærlsom på forsendelsesomkostningerne! Pebrede!

Florashop

OK, men absolut plads til forbedring

Jeg bestilte sammen med noget familie planter til levering fra florashop.dk, da de havde alle de planter vi ledte efter på ét sted - umiddelbart meget positivt og ved alle planter var angivet, at levering ville kunne finde sted indenfor 2-5 hverdage. Ordrebekræftelsen fulgte også prompte, så alt lod til at være i orden.

Desværre kom og gik både de 2 og de 5 hverdage uden hverken planter eller besked fra florashop om, hvornår vi kunne forvente at planterne blev leveret. Først efter en uge hørte vi fra florashop og det var med den nedslående melding, at vi skulle vente endnu ca. 2 uger, før vi kunne forvente at modtage de bestilte planter. Skuffende, når nu man var blevet informeret om og havde forventet levering indenfor væsentlig kortere tid.

Vi skrev til florashop og hørte, om de så ikke ville være villige til at betale for fragten som et plaster på såret, men det afviste de og henviste til et banner på forsiden, hvor de havde skrevet, at de oplevede at "mange planter ikke ikke var på lager", hvorfor nogle planter ikke kunne leveres som normalt. Vi påpegede, at "mange" jo ikke betød "alle" - de kunne jo bare have opdateret leveringstiden ved de planter, som vi havde bestilt, men igen var svaret afvisende - det havde de ikke personale til at gøre.

Så vi afventede pænt leveringen, der fandt sted lidt over 3 uger efter vi bestilte, dog forvisset om, at florashop ikke ville trække pengene, før end de havde afsendt planterne - tak for det.

Jeg vil ikke afvise at handle hos florashop igen i fremtiden, for deres hjemmeside er nem og overskuelig og udvalget er godt, men vil nok ringe eller skrive til dem før bestilling, så vi lige kan afstemme forventningerne for levering, for der mangler lige det sidste på kundeservicen.

Gbase® Sport

Sådan skal nethandel skrues sammen!

Jeg bestilte en disc golf kurv fra gbasestore.dk fredag formiddag. Indenfor 1½ time havde jeg modtaget ordrebekræftelse, faktura samt en mail om, at min vare var afsendt - mandag formiddag modtog jeg pakken.

Tak gbasestore - jeg vil ønske alle mine indkøb over nettet fremover forløber ligeså smertefrit. I har i hvert fald sat et nyt benchmark!

Nikefreedanmark

Pas på - kopiprodukt og problemer med overholdelse af danske regler

nikefreedanmark.com er vist ikke meget mere værd, end den hjemmeside de anoncerer deres tilbud på - og den er dårligt formuleret uden oplysning om returret og deres faste forretningssted etc.

All in all: find en hjemmeside med et e-mærke eller lignende.

Largeformat

Exceptionel kundeservice!

Jeg bestilte folie hos largeformat.dk, som er webshoppen tilknyttet firmaet mediamouse.dk.

Ordrebekræftelsen kom prompte og levering foregik smertefrit til min arbejdsplads.

Hvad der indtil videre nærmest har fejet benene væk under mig, der bestilte, som privatperson, for første gang, er den kundeservice, som mediamouse efterfølgende har udvist.

En uge efter leveringen kommer der en venlig mail fra mediamouse, hvor de spørger, om folien er kommet sikkert frem og at jeg endelig skal sige til, hvis jeg har nogle spørgsmål til monteringen.

Mit svar var kort, at jeg havde modtaget folien, men endnu ikke prøvet at sætte den op, men hvis der var noget jeg skulle være opmærksom på ved montering, så måtte de da gerne give mig besked.

Et par dage efter, at jeg har skrevet tilbage til mediamouse, ligger der en lang, velskrevet mail fra en medarbejder hos mediamouse med en udførlig vejledning. Der er et link til en video på youtube, hvor monteringen er vist og, endnu en gang, en opfordring til at vende tilbage, hvis jeg har spørgsmål.

Så hvis du er på udkig efter selvklæbende folie, plakater etc., så vil jeg ikke tøve med at anbefale largeformat.dk og mediamouse, for de leverer godt nok på alle fronter!

Head-z

Til UG

Ledte efter et micro-SD kort på nettet og head-z.dk var umiddelbart det billigste. Når man dertil lægger, at fragten for visse varer (micro-SD kort bl.a.) er gratis, så var der ikke meget tvivl hos mig.

Bestlling forløb smertefrit og bekræftelse pr. e-mail kom med det samme med lovning om levering indenfor 1-2 dage. Bestilte om aftenen, så forventede ikke det lå der næste morgen, men det var der som ventet dagen efter igen - perfekt!

Nikkosushi

God kvalitet - gode priser

Har bestilt fra Nikko Sushi en håndfuld gange nu. Alle gange, uden undtagelse, er maden kommet indenfor den lovede tid (30-45 min. efter bestilling) og maden har været frisk og af god kvalitet.

Forholdsmæssigt er det der tager længst tid faktisk at skulle oplyse (og til tider stave) min adresse, men Nikko Sushi kommer, selvom vi måske ikke er helt enige om, hvordan mit vejnavn staves :)

Husk at have kontanter klar til budet - de tager ikke Dankort ved levering, men det oplyser de også om ved bestilling.

Nikko Sushi er indtil videre min faste leverandør af frisk sushi. Kan klart anbefales!

redcoon Danmark ApS

Bøvl med betaling, bøvl med lev./betalings adr. og på lovet leveringsdag... Intet fjernsyn!

Jeg kunne bruge meget plads på at skrive, om de uhensigtsmæssigheder, man kan opleve som ny kunde, når redcoon.dk, desværre, insisterer på, at leveringsadresse og faktureringsadresse skal stemme overens, hvis man betaler med kort.

Jeg oplevede det og kom desværre kun halvvejs i oprettelsen af en profil hos redcoon.dk's alternative betalingsmetode, clickandbuy.com, før jeg blev gjort opmærksom på, at transaktionen uundgåeligt ville blive afbrudt af sikkerhedsmæssige årsager (bekræftelse af ens kreditkort). Kedeligt!

Jeg fik efterfølgende en mail fra redcoon.dk, hvor de gjorde mig opmærksom på, at de ikke kunne se, at de havde modtaget betaling. Det var jo for så vidt rigtig nok, men deres opfordring til bare at overføre beløbet via en bankoverførsel, var jeg ikke interesseret i at følge. Jeg prøvede at skrive en mail til redcoon.dk i går aftes, men da jeg ikke havde modtaget svar i dag tirsdag middag, loggede jeg på deres chat og fik efter et par minutter 'fat' på en medarbejder.

Han fik ryddet snart sagt alle sten af vejen. 'Lad os annullere din ordre, så bestiller du igen og jeg ændrer leveringsadressen i vores systemer - bare lad chat-vinduet være åbent, hvis du ønsker at foretage købet med det samme og vend tilbage, når det er gjort'. Som sagt, så gjort.

Jeg købte og lod faktureringsadressen også være gældende som leveringsadresse, som instrueret, og skrev derefter over chatten og oplyste det nye ordrenr. 2 min. senere var leveringsadressen rettet til min arbejdsplads og medarbejderen forventede, at TV'et ville blive afsendt i morgen med levering mandag næste uge.

OPDT. 23/5-11: Så kom dagen, hvor fjernsynet skulle have været leveret, men ak... Intet fjernsyn = færre stjerner! Bare deres leveringer var lige så stabile, som deres kundeservice!

Billigbilpleje.dk

Gode priser - hurtig levering!

Jeg bestilte sent tirsdag aften med hjælp fra den guide, som billigbilpleje.dk stiller til rådighed, vinduesviskere til min bil. De var fremme torsdag morgen, som lovet.

Alt i alt klart anbefalelsesværdig.

Fresh Fitness Danmark

(Næsten) kun positive ting at bemærke

I forhold til mine krav og ønsker til et fitness-center så er fresh fitness tæt på at opfylde det hele. Pris og ydelse hænger i mine øjne sammen, når man sammenligner med den månedlige pris hos andre kæder. Disse tilbud kan være OK, men jeg har ikke det store behov for et center, der tilbyder alt lige fra børnepasning til spa.

Det er et kæmpe plus i min bog, at der er skabe til rådighed lige indenfor indgangen, hvor jeg kan lægge min taske og overtøj og så gå direkte ind og træne. Tager jeg cyklen, ser jeg det kun som en fordel, at jeg venter med bad til jeg er hjemme. Pris for live-hold ser jeg ikke som urimelig - det ser man også andre steder. Bruger det dog ikke.

Eneste anke, men det hænger sammen med konceptet (få ansatte, lave omkostninger), forestiller jeg mig, er manglen på indgriben fra personalets side, overfor folk med udendørs sko på - det har jeg set en del. Og så, men det er vel ikke kun hos fresh fitness det forekommer, folks manglende vilje/evne til at spritte maskinerne af efter brug.

Rasmus E. Ingerslevand Helena Constantinou found this review useful

Airbnb

Cool idé - gennemført koncept, der virker!

Træt af trange hotelværelser på den forlængede weekend i Europa (eller Verden, for den sags skyld)?

Så prøv at se, om ikke du kan finde en lejlighed/hus/træhytte i en trætop helt for dig/jer selv i den by, hvor du/I vil hen via airbnb.com. Priserne er langt hen ad vejen konkurrencedygtige, alt afhængig af, hvad du søger, selvfølgelig.

Har selv brugt det, selvføgelig, og booking og betaling var nemt og smertefrit. Du skriver til værten, der enten accepterer eller afviser din forespørgsel på datoer. Betaling foregår gennem airbnb.com, så er der klager, så kan man kontakte dem. De har bemyndigelse til at holde betalingen tilbage, hvis man f.eks. kommer frem til sin destination og ikke kan komme i kontakt med sin vært. Jeg har aldrig prøvet denne situation, men det gør det lidt mere betryggende, at airbnb.com er med på sidelinjen i tilfælde af problemer.

Der er indbygget "Trustpilot-funktion" på sitet, hvor besøgende ofte skriver kommentarer efter et besøg.

Er kæmpe-fan af konceptet og i disse tider med billige flybilletter til hele Europa, er det bare med at komme afsted!

DSB

Hvem der boede i Schweiz...

.. for der kører togene.

Men det er relevant at sondre mellem DSB S-tog og DSB som sådan. For mens deres (DSBFirts) service på kystbanen er under al kritik, så kan S-togene godt lige skrælle an. Togene kører trods alt rimelig regelmæssigt.

Men generelt:

Primæssigt: Håber de har røde ører hos DSB. Når jeg kan flyve til Paris tur/retur for mindre, end de tager for en returbillet til Jylland, så er der noget der er helt galt.

Informationsmæssigt: Selv i S-togene er informationsniveauet kritisk lavt. Og man kan være evigt forvisset om, at er der problemer, så er samtlige DSB-ansatte gået i flyverskjul. Tak, forresten, fordi I slukkede lyden på de skærme I har plastret S-togene til med. Kunne man forestille sig, at det I fik ind i reklame-indtægter, gik til at reducere priserne?

Og jeres fri internet i S-togene (I mangler forresten et "t" i "fri"): Mega smart, hvis det virkede. Understøtter ikke alle platforme (hvem besluttede sig for kun at teste med en PC?).

Jeg ville ønske, at man gentænkte hele idéen med den offentlige transportsektor og lod det omdanne til en non-profit organisation.

Jeg har opgivet DSB og i stedet sat opsparingen i en brugt bil, der kører langt på literen. Skæbnens ironi ville dog, at den er (S-togs)rød...

P.S.: Har man brug for et "billigt" grin, så prøv at regn lidt på deres seneste "tilbud" Zonesamer. Når du har samlet bare 400 point, så får du 20 gratis zoner, som du dog kun kan bruge i S-togene. Hvordan får du de 400 point? Joh, du får ét point for hver zone du køber gennem mobilbillet-systemet. Og da én zone koster 12 kroner, så får du, efter at have smidt 4.800 kr. efter DSB, hvad der svarer til et 2-zoners klippekort!!! Konge-tilbud! Hvad er besparelsen? Et par procent? I har overtalt mig!

Luckysushi

Kedelig oplevelse - i hvert fald i Greve

Har prøvet deres restaurant i Greve tre gange og alle gange har det været en skuffelse.

Da de lige havde overtaget stedet fra wabiwabi, som i parantes bemærket var/er kanon (de ligger stadig i Roskilde), undskyldte jeg dem med, at de havde travlt og at det var derfor, at min mad ikke var klar, når jeg kom på det aftalte tidspunkt. Maden var OK - lidt kønsløs = intet at skrive hjem om.

Anden gang: Igen ventetid, selvom jeg havde bestilt på forhånd og kom til den aftalte tid.

Den seneste, og rimeligt sikkert også den sidste gang, var her i aften, hvor jeg for en sikkerheds skyld ringede en time før og bad dem have det klar kl. 18.30. Jeg troppede op 18.30 sharp, blot for at få besked om, at min ordre var lidt forsinket - 5 min. blev der sagt.

Jeg er tålmodig af natur, så jeg tænkte, at nu ville jeg se, hvor lang tid 5 min. er i Lucky Sushi-sammenhæng: 21 min.! Jeg kunne næsten kun smile, da ekspedienten beklagede ventetiden og smed en dåse kedelige ristede ærter med wasabi-smag ned i posen som kompensation.

Og maden: Smagsløs, ligesom den wasabi man får med, og kedelige ris.

Efter Lucky Sushi har overtaget stedet, er portionerne også blevet mindre. Det eneste heldige jeg efterhånden kan få øje på i hele deres koncept, må vist være de kunder, som trods alt kan komme hjem med deres bestilling til den aftalte tid.

Hvor blev wabiwabi, deres vildt gode/nemme webshop og hele vejen i gennem gennemførte koncept af? For Lucky Sushi har ingen af delene, desværre!

Designdelicatessen

Kan klart anbefales

Jeg har indenfor den sidste måned to gange handlet på designdelicatessen.dk. Begge gange har jeg kunne konstatere, ved søgning på andre webshops, at priserne har været konkurrencedygtige.

Levering er hver gang sket indenfor de angivne frister med GLS, der i parantes bemærket, er billigere end hvis Post Danmark skulle have besværet sig til at levere pakkerne. Tak for muligheden for at kunne vælge en anden leveringsmetode end Post Danmark!

Handler der helt sikkert igen!

Mytrendyphone

Bestilte bluetooth headset lørdag - fremme mandag morgen!

Jeg bestilte lørdag et bluetooth headset. På siden blev det oplyst, at hvis jeg bestilte indenfor en nærmere angiven tidsgrænse, så ville det blive afsendt samme dag. Eftersom pakken fra mytrendyphone.dk var fremme her mandag morgen, går jeg ud fra at det også forholder sig, som det blev lovet på siden under bestillingen.

Hjemmeside, bestilling, betaling og bekræftelse via e-mail var alt sammen i orden. Og pakken ankom forsvarligt indpakket. Vil ikke tøve med at handle der igen.

Gasvaerket

Altid en fantastisk oplevelse!

Fra den første gang jeg var på Østre Gasværk og var inde og se Atlantis, har Østre Gasværk altid stået som noget helt specielt: Stemningen i bygningen kombineret med det helt specielle indtryk man fik, når man gik igennem de snævre gange ind til scenen, hvor alt så bare fremstod åbent, helt op til loftet.

Det var så specielt, at da jeg skulle aftjene min værnepligt og så, at man havde mulighed for at aftjene den ude på Østre Gasværk, der var der ikke meget tvivl hos mig: Det skulle prøves! Det blev 4 (halv)hårde måneder med masser af oplevelser.

Ikke overraskende, så er holdet bag de store oplevelser også alle 5 stjerner værd - jeg kommer derud lige så tit, som økonomien tillader.

Shirtsmyway

Fed idé, alt for dyr, dårlig kundeservice

Læste første gang om shirtsmyway.com på nettet, hvor én af ejerne udtalte sig. Intentionen var god: Folk skulle kunne designe deres egne skjorter til en billig penge - fin fin idé, så det sku' da ha' en chance.

Jeg benyttede mig af ét af deres tilbud, hvor jeg kunne købe 2 skjorter og så få en tredje gratis. Sitet er flot og gennemført og selve processen var til at gennemskue. Det var dog bøvlet at få sin gratis skjorte - der skulle refereres til ordrenummer på den ordre, hvor jeg havde bestilt 2 skjorter for at få den tredje - det kan være anderledes nu.

Tre-fire ugers ventetid og så - told og moms! Knap så billigt, som først antaget, men prøves skulle det jo. Første nedtur!

Hjem og prøve: 2 er for lange på ærmerne (dem jeg bestilte først) den tredje passer bedre, men er heller ikke helt i skabet. Var lidt bitter, for jeg havde været ekstra omhyggelig med at måle, som det var angivet på tegninger på sitet. Havde dobbelttjekket med skjorter, som jeg synes selv passede mig og målene var ikke skæve. Men det var de på de modtagne skjorter. Selvom tre cm. ikke synes af meget, så er det lige de cm. der gør, at skjorterne "poser" omkring underarmen.

Jeg klager til kundeservice og her er beskeden meget kort, at de tillader at målene ikke stemmer helt overens ift. til de angivne mål. Nårh fedt; jeg kan få noget skræddersyet, det kan bare ikke blive på de angivne mål!?

Første og eneste gang jeg har benyttet mig af shirtsmyway.com.

ILVA

God service - alle aftaler overholdt

Købte for ca. 2½ uge siden en ny seng i ILVA i Ishøj. Fik hjælp af en venlig medarbejder, der hurtigt og sikkert fik besvaret alle mine spørgsmål.

Vi aftalte levering - heldigvis leverer ILVA også om aftenen, tak for det - og jeg fik besked om, i hvilken uge jeg kunne forvente levering. ILVA ringede efter ca. 2 uger og en leveringsdato blev aftalt. Jeg fik en SMS dagen før levering med en angivelse af et tre-timers interval, indenfor hvilket jeg kunne forvente levering. Dette blev overholdt og jeg fik min seng forsvarligt emballeret.

Eneste meget lille anke er, at motoren til elevationen i butikken ikke sagde en lyd, mens den jeg har fået leveret, om end det ikke er larmende overhovedet, ikke er helt "silent", som modellen ellers angiver at være.

Inkclub

Alt i orden

Købte to blækpatroner til min printer hos inkclub.dk onsdag aften. Bekræftelsen var i min indbakke minuttet efter. Leveringsbekræftelsen kom (først) fredag, så blækpatronerne var fremme i dag mandag indenfor den angivne leveringstid på 3 hverdage.

Alt i alt en godkendt oplevelse.

Borger

Absolut en forbedring

Update pr. 23/11-2012:

Endelig! Endelig prøver borger.dk at leve op til visionen om, at det offentliges borgerservice skal fungere for almindelige mennesker i en digitaliseret verden, hvor den fysiske borgerservice i kommunen efterhånden har indskrænket den reelle åbningstid til mellem 11.00 og 11.30.

Langt bedre opsætning og mulighed for navigeren rundt - men hvorfor skal jeg bruge en nemID-kode, når jeg gerne vil se noget, der ikke lige ligger på borger.dk (skat, f.eks.) Sikkerhed? Jamen, jeg har jo lige logget ind med mit nemID!?

Og det er stadig lidt svært at finde ud af, hvordan jeg kommer videre til f.eks. SU-universet - der er det lidt mere klart, når man gerne vil se sin skat, hvor man skal klikke.

Men hatten af - det er et kæmpe fremskridt i forhold til før; bare det, at borger.dk nu kan "se" at jeg bor i Københavns Kommune, når jeg er logget på, giver en ekstra stjerne ;o)
_________________________

Tidligere:

Intentionerne og ambitionerne er store, men eksekveringen mere end halter.

Hvorfor skal jeg konstant logge ind? Hvorfor ved den ikke, hvor jeg bor på nogle dele af sitet, mens andre dele godt ved det? Det burde da være muligt for teknikken bag at "se", at jeg bor i Københavns kommune, hvis det er vigtigt for de funktioner jeg gerne vil benytte, når jeg kan finde alle væsentlige data om mig selv herinde!

Der er få ting, der giver mening på borger.dk. Er glad for, at det ikke er et site jeg er tvunget til at benytte dagligt.

If Skadeforsikring

Billig bilforsikring, god kundeservice

Købte for et halvt år siden min første bil - mærke og model var til dels afstemt efter, at jeg havde set et tilbud på ansvar- og kaskoforsikring på netop dette bilmærke på nettet. Jeg var dog usikker på, om det nu også kunne være rigtigt. Ringede derfor til kundeservice, der udregnede præcis den samme pris, som jeg selv var kommet frem til på nettet - cool! Fik samme dag et tilbud via mail.

De bekræftede under samme samtale, at jeg bare kunne købe bilen, informere bilforhandleren om, hvor jeg havde fået forsikringstilbud fra og så ville de klare resten. Det passede alt sammen og jeg modtog police ca. 10 dage efter jeg havde bekræftet, at jeg gerne ville tegne forsikringen.

Der var intet krav fra If's side om, at jeg skulle samle mine forsikringer for at få den billige bilforsikring - de gav mig et tilbud, der matchede de vilkår, jeg allerede var forsikret under mht. indbo og ulykke, men da de indså, at de ikke kunne gøre det billigere, end det jeg betalte i forvejen, hørte jeg ikke mere om det.

Og fedt at man kan betale sin forsikring løbende hver måned, i stedet for det hele forfalder til betaling i januar!

Lån & Spar Bank A/S

God kundeservice, godkendt mobilbank, mindre god netbank

Lån og Spar er nemme at komme i kontakt med. Hvis jeg ikke har tålmodighed til at ringe til dem (selvom det skal siges, at de har besvaret alle mine opkald indenfor rimelig kort tid), så sender jeg bare en mail til en rådgiver; der er maks. gået en dag, så har jeg svar.

Jeg er fan af deres mobilbank. Ja, den kunne være bygget mere hensigtsmæssigt op (nogle knapper/faner er lidt svære at ramme), men jeg kan alle de ting jeg har brug for til hverdag: tjekke saldi, overføre penge og betale regninger.

Til gengæld synes jeg overskueligheden i deres netbank, når man først bevæger sig rundt i de forskellig funktioner, halter. Alt for meget er lagt i drop-down-menuer ved siden af de forskellige konti. Det havde været nemmere, hvis det var faner man kunne vælge, når man klikkede sig ind på den enkelte konto.

Savner et godt budget-værktøj, som f.eks. SmartBudget, der, i parentes bemærket, er udviklet af én af konkurrenterne.

Alt i alt er der dog ingen tvivl om, at Lån og Spar ikke slipper af med mig foreløbig. Den femte stjerne kommer, når de får udviklet lidt på net- og mobilbank.

Tip: er du medlem af en fagforening, der samarbejder med Lån og Spar, kan du få nogle rigtig gode vilkår! Værd at undersøge!

Thelle Kristensen found this review useful

Easyjet

Generelt tilfreds

Har fløjet med easyjet en håndfuld gange.

Har ikke haft nogen problemer og har, bortset fra én enkelt medarbejder i Stansted, udelukkende haft positive oplevelser med personalet.

Wabiwabi

God online-bestilling og OK frokosttilbud

Har flere gange bestilt sushi fra wabiwabi i Greve - 90% af gangene via deres online-bestilling. Den fungerer godt og er nem at gå til.

Altid god og venlig betjening i butikken ved afhentning. Den ene gang, hvor maden grundet travlhed ikke var klar da jeg kom, fik jeg gratis drikkevarer med som kompensation for de 10 min. jeg var nødt til at vente.

Gid der lå en wabiwabi på Amager :)

Leverum

Alt var, som det skulle være

Købte et Kartell sengebord hos leverum.com i deres netshop over weekenden.

Minuttet efter jeg havde gennemført købet, modtog jeg en ordrebekræftelse via mail. Da de har lukket mandag, forventede jeg ikke, at de kunne behandle min ordre før tirsdag. Tirsdag formiddag modtager jeg en mail, der bekræfter, at pakken vil blive sendt med Post Danmark samme dag og jeg får et track-n-trace nr. Pakken er fremme onsdag.

Handler der gerne igen.

Bolia.com

Det kunne ha' været så godt...

Købte for nogle måneder siden et skrivebordsmøbel og et væghængt skab på bolia.com. Leveringstiden var den sædvanlige 3 uger - lang tid, men til at acceptere, når man bliver oplyst om den fra starten.

Jeg havde valgt selv at hente mine varer - Indtil nu var oplevelsen udelukkende positiv: Udmærket oplevelse på deres hjemmeside og hurtig bekræftelse via mail. Men så var det, at det begyndte at gå galt.

Jeg møder op på udleveringslageret på den anviste dag 3 uger efter bestilling. Medarbejderen på lageret taber så desværre begge kasser med møbler ned fra en rampe. Overbevist om, at det ikke er gået ubemærket hen på møblernes tilstand, nægter jeg at modtage kasserne. Manden undskylder mange gange - og selvfølgelig, uheld sker. Men det der skete efterfølgende undrede mig alligevel: Jeg spørger, om han giver bolia besked om, hvad der er sket, så der kan blive bestilt nye møbler hjem, men nej. Hans instruks er, at det skal kunden selv informere bolia om. Lidt underlig procedure, tænker jeg, men gør det alligevel med det samme, da jeg kommer hjem.

Efter at have skrevet en mail, får jeg med det samme en "Ikke til stede"-mail tilbage fra bolia, hvor de takker for min mail og lover at vende tilbage snarest muligt. Da jeg ikke hører fra dem i en uge, skriver jeg igen. Dagen efter får jeg et personligt svar om, at "sagen stadig undersøges og de afventer svar". Jeg skriver igen, at det forhåbentlig ikke havde taget en uge at konstatere, at jeg havde nægtet modtagelse grundet at begge kasser var faldet 1 1/2 meter ned fra en rampe og at det nok var muligt, at der skulle bestilles nogle nye møbler hjem? Jeg forventede et lidt mere præcist svar på, hvornår jeg kunne forvente at få mine møbler, som jeg havde betalt for. Jeg bliver ringet op - det viser sig, at skrivebordet har de på lager, så det kan leveres ugen efter. Skabet skal bestilles hjem påny. Jeg fortalte, at jeg forventede, at de i det mindste leverede det på min adresse, eftersom jeg jo havde forsøgt afhentning. Det var de ikke meget for; kunne jeg så ikke vente med at få skrivebordet leveret til skabet kom hjem om 3 uger? Det takkede jeg bestemt nej til. Medarbejderen fra kundeservice gav sig.

Dagen kom og det samme gjorde fragtmanden med to kasser til min store forundring. Jeg spurgte, om de var sikre på, at jeg skulle have begge kasser? Ja, det var de. Den ene kasse indeholdt mit skrivebord, den anden mit skab - i den forkerte farve. Endnu en mail til kundeservice. De beklagede og lovede, at fragtmanden nok skulle tage skabet med tilbage, når det i den rigtige farve blev leveret. Jeg ville om lidt modtage en ordrebekræftelse på, at skabet var bestilt i den rigtige farve. Det gjorde jeg ganske rigtigt også. Hvad jeg så også opdagede dagen efter, var, at bolia havde trukket mig for fuld fragt for det bestilte skab. Var efterhånden lidt træt, men skrev endnu en gang til kundeservice. Hov, det var en fejl - beklager!

Efter samlet 7 uger dukker mit skab endelig op - heldigvis i den rigtige farve og uden fejl. Hvis jeg køber noget hos bolia igen, så skal det være et rigtig godt tilbud!

Én positiv ting vil jeg bemærke: Dem, der leverer for bolia (3x34 er det vist) har aftenlevering. Var glad for, at jeg ikke behøvede at tage fri fra arbejde.

Qatarairways

Billige billetter, super komfort

Skulle til Indien i 2 uger i december og var så heldig at finde billetter tur/retur til ca. DKK 3500.

Ift. SAS, Lufthansa og airberlin, som jeg har fløjet længere ture med, så var der lige de nødvendige ekstra cm. til knæene, der er sparet væk hos de andre. Derudover havde hver enkelt passager sit eget underholdningssystem, der var med til at få turen til at føles lidt kortere.

Eneste lille ridse i den samlede oplevelse er den manglende mulighed for i alle tilfælde at få sit boardingpass online. Man kan godt checke ind online, men man skal hente sit boardingpass ved en skranke i lufthavnen - ikke et problem i CPH, men i Delhi...

Den 5. stjerne blev dog sikret med komfortniveauet - det bedste jeg endnu har oplevet!

Fullrate A/S

Fungerer bare!

Med Fullrate var og er der ikke så meget bøvl.

Har aldrig oplevet nedetid på mit internet og hastigheden på min forbindelse er blevet sat op, når de har kørt tilbud, der matchede det jeg betalte om måneden, men med en højere hastighed. Eneste lille hage er dog IP-telefoni, hvor kvaliteten ikke kan matche fastnet eller mobil.

3 (HI3G Danmark ApS)

Go' dækning - elendig kundeservice i butikkerne (redigeret 6/5-11)

Købte en iPhone 4 i en 3-butik. Allerede samme aften kunne jeg konstatere, at MMS-funktionen ikke fungerede. Jeg ringede til deres kundeservice, men de kunne ikke hjælpe - ikke fordi de ikke ville eller prøvede; kundeservice over tlf. er ok, når man endelig har trykket sig igennem til den rigtige kø :) De endte med at anbefale, at jeg henvendte mig i den butik, hvor jeg havde købt tlf.

Butikken ville gerne hjælpe - Min nye tlf. kunne sagtens blive repareret. Det ville tage 3 uger! Kunne jeg låne en iPhone 4 imens? Nej! En anden 3G tlf. så? Nej! Kunne jeg låne en tlf.? Nej - de havde overhovedet ikke nogen lånetlf. pt.!

Hvis de var konkurrencedygtige på abbonementsprisen efter udløbet af bindingsperioden, kunne de godt komme op på 4 stjerner. Har været kunde hos 3 før og udover den ene kedelige oplevelse, så er jeg generelt tilfreds med service og dækning.

6/5-11: Er endelig sluppet af med de 6 måneders binding og kan med glæde konstatere, at hvis man ringer til 3 og presser dem lidt på maven for nogle bedre vilkår, så får man det også. Sparer nu +600 kr. på mit mobil abonnement! Tak 3! Det giver en ekstra stjerne.

BilligAlu.dk

Vinterdæk og alufælge (red. 6/5-11 sommerdæk og alufælge)

Det nemmeste og samlet et af de bedste køb over nettet jeg nogensinde har foretaget.

Efter at have valgt bilmærke og model blev jeg præsenteret for fælge og dæk, der passede til bilen - så var det bare at vælge. Alt var nemt og overskueligt stillet op. Leveringstiden blev, trods snestorm, overholdt. Også deres kundeservice er super: Ringede til dem forleden, da jeg var kommet til at forlægge de medsendte centreringsringe - tre dage efter havde jeg 4 nye med posten!

De bedste anbefalinger til billigalu.dk herfra!

6/5-11: Bestilte sommerdæk og fælge i søndags og kan kun bekræfte, at billigalu.dk klart er værd at anbefale! Blev leveret indenfor den oplyste periode (2-5 hverdage, kom i går torsdag) og fragtmanden ringede mig op og lod mig vide, at han altså havde stillet dem bag lågen i carporten, så de ikke var synlige fra vejen! Tak for en service; desværre går der jo nok nogle år, før jeg er nødt til at købe dæk og fælge hos billigalu.dk igen...

Tobias Schmidt´s profile

profile image of Tobias Schmidt
Tobias Schmidt
Reviewer
Male, 1983
Copenhagen, Denmark

About

Handler over nettet så ofte jeg kan. Hurtigere, nemmere og ofte billigere!