Det kan jo virke paradoksalt, at det er både nemmere og billigere at handle via Internettet end eksempelvis gå i den lokale boghandel - men, sådan er det blevet. Og, da vi stod og skulle bruge en boggave til en kær veninde, var der endog rigtig mange penge at spare ved at handle på nettet hos 'WilliamDam.dk' i Rønne og så blev bogen samtidig pakket pænt ind med bånd og sløjfe.
Det var så anden gang inden for ét år, jeg gjorde brug af 'Interglas' i Albertslund til køb af termoglasruder - og igen føler jeg, at der er rigtig god sammenhæng mellem produkt; kvalitet og pris. Som selvhenter skal man imidlertid lige huske sin GPS eller et godt kort - firmaet kan være lidt tricky at finde frem til.
Når man, som jeg, har arvet platfødder efter sin far og til overflod store knyster fra sin mor, og ens viv skal bruge en lille pussenusset størrelse 35, kan det godt være sin sag at handle sko - specielt på nettet. Men, efter at have læst betingelserne nøje hos Brandos.dk, kastede vi os ud i forsøget. Konen var faldet for en dejlig Teva-sandal; jeg for nogle forårs- og sommerkåde lærreds-sko fra Crocs i sort og lime. Vi var meget omhyggelige med måltagningen ud fra anvisningerne på hjemmesiden, og det stemte meget fint med vores normale størrelser. Men, skulle det vise sig, måleskemaet holdt ikke: Konen fik godt nok en størrelse 35 hjem; men den var alt for stor - faktisk kunne en nær veninde, som bruger størrelse 38 passe sandalerne perfekt, og mine sko var for små. Efter en kort, men meget konkret mail-korrespondance med Martin fra Brandos, fik vi rettet målene ind - konen skulle ned i en størrelse 33 og jeg op i en 43-44. Resultatet har været perfekt. Retur-systemet virker også - bortset fra hos Postdanmark. Jeg havde - naturligvis - gemt den originale emballage (en plastsæk); vedlagt det medsendte returbrev; sat den medsendte, selvklæbende retur-etikette på og forsvarligt hæftet sækken med min hæftemaskine. Men, men - to dage senere fik jeg hele molevitten retur. Heldigvis havde jeg også sørget for at få en postkvittering (husk det), så jeg med forsendels-nummeret kunne dokumentere, at jeg havde afsendt pakken til Brandos - og så tog vores flinke postbud pakken med retur. Siden har jeg modtaget en kvittering pr. mail om, at skoene er kommet retur. Facit: Vi tør godt prøve at handle sko hos Brandos en anden gang - og gode venner har allerede spurgt ind til vores erfaringer.
Vi skiftede i sin tid fra Nordea til SkandiaBanken, fordi vi årligt kunne spare mellem 8.000 og 9.000 kroner i gebyrer etc., og det har vi ikke haft grund til at fortryde. Tværtimod. Vi bruger i dag alene vores bank som Alt-i-en-konto-bank, og de få gange vi har været enten i telefonisk kontakt eller har mailet sammen, har det fungeret perfekt - hele vejen. Men, det nye navn! Uha da da. Nu gik det jo galt med Eik Bank, som ellers er et flot og udtryksfuldt navn - kunne I dog ikke have overvejet noget i retning af: Netbank Danmark - eller for min skyld gerne: Netbanken Lolland.
Connect with Facebook to get one click access to Trustpilot. It's easier.
Sign up with Facebook